En moderne ungdomsorganisation

En moderne ungdomsorganisation

Indledning

Det er en eksplicit målsætning for hele det politiske system, at frivillighedslivet skal udvides og muligvis overtage flere velfærdsfunktioner fra staten. For at dette kan lykkes skal en der en målrettet strategi rettet imod unge menneskers deltagelse i frivillighedslivet lægges. I nærværende essay foreslår undertegnede en reformering af den hidtidige opfattelse af frivillighedsbegrebet og den traditionelle foreningsstruktur. Først vil en kort analyse af den traditionelle, hidtidige opfattelse af frivillighed følge. Herefter vil jeg kort skitsere virkeligheden for langt de fleste danske unge i vores nuværende samfund – jeg vil have fokus på den øgede sårbarhed, der er gældende for alle unge. Med udgangspunkt i den nuværende ungdomsgenerations krav, ønsker og behov vil jeg derefter opstille væsentlige karakteristika for den fremtidige ungdomsforening.

Den traditionelle forening

I klassisk forstand har frivillighed kun været for de bedst stillede individer. Frivillighed var tegn på overskud, fordi hvis man havde tid og energi til frivilligt arbejde, måtte man være godt stillet. Dette ses eksempelvis også ved faktummet, at mange lokalsamfunds sociale hierarki er ret influeret af medlemmernes grad af frivillighed – moren, der har tid til at være medlem af forældrerådet og spejderunionen fremstår mere ressourcefuld end moren, der ikke er medlem. Der er en grad af stratifikation i denne kontekst.

Dermed bliver den traditionelle forening altså defineret ved, at den leverer rammerne for transaktion af ressourcer fra ressourcestærke til ressourcesvage individer. Der er et tydeligt hierarki i opdelingen mellem den frivillige og medlemmet af foreningen.

Den unges virkelighed

Den psykiske sårbarhed hos den almindelige unge

Der er efterhånden skrevet mange, lange tekster, der karakteriserer det nuværende samfund. Nogle elementer er de fleste teoretikere dog enige om – blandt andet det øgede mulighedsrum for især de unge i dagens samfund. Unge i dag har markant flere valg at træffe indenfor alle arenaer sammenlignet med blot generationen tidligere. Unge lever samtidig i en virkelighed, hvor det at konstruere sig selv som værende et unikt individ bliver stadigt mere vigtigere – dermed bliver de individuelle valg truffet på fornemmelse snarere end støttet refleksion virkeligheden.

Mulighedsrummet kombineret med det faktum, som Lyotard kalder de store fortællingers død, at det (sen)moderne menneske ikke længere er en del af et stort narrativ, skaber en relativisme, der i sidste ende munder ud i en radikal subjektivisme. Virkeligheden er ikke til rådighed gennem fortællinger, nedarvede værdisæt, men udelukkende gennem individuel refleksion over egen tilstedeværelse i virkeligheden – hvem er jeg, hvad skal jeg være, hvor passer jeg ind? Symptomer på en kronisk ensomhed; grundlaget for en generel øget sårbarhed.

Ungdommen er per definition skrøbelig fordi identitetsdannelsens bevidste del tager fart, men tilsat elementerne, som er beskrevet ovenfor, er den unge markant mere sårbar nu end tidligere. 

Generationskløften

Distancen mellem ung og voksen, Generationskløften, er det sidste årti vokset. Dette er en funktion af den generelt voldsomme udviklingshastighed indenfor alle områder – teknologisk, videnskabeligt, pædagogisk, etc. Disse måske umiddelbart materialistiske udviklingstendenser emmer dog langt ind i især de unges psykiske virkelighed – eksempelvis har teknologiske landvindinger på internettet gjort sociale medier mulige. Sociale medier har revolutioneret måden hvorpå unge mennesker kommunikerer, hvilket naturligvis har dybe konsekvenser for den sociale konstruktion, unge mennesker hver eneste dag foretager sig.

Voksne får stadigt sværere ved at følge med i denne massive udvikling. Selv de fleksible og hurtige unge må prioritere imellem særlige emner. Det betyder, at de unge mennesker i mindre grad kan søge råd og støtte ved voksne. Unge mennesker føler sig i mindre grad forstået og mødt af voksne, der oftest har en god vilje, men som ikke kan vinde den unges tillid, fordi den unge føler for stor distance mellem den voksnes og sin egen livsanskuelse.   

Pluralisme/mangfoldighed som ideal

Den nuværende ungdomsgeneration er vokset op i mangfoldighedens tid. Uanset politisk kulør og filosofisk overbevisning kan vi alle enes om faktummet, at det danske samfund er stadigt mere mangfoldigt. Langt de fleste unge lærer i hjemmet og i skolerne at værdsætte denne mangfoldighed gennem øget bevidsthed om demokratiske idealer – herunder i særlig grad ytrings- og meningsfriheden.

Derudover møder unge også i deres dagligdag i praksis en høj grad af mangfoldighed i forhold til sprog, religion, uddannelse, socioøkonomi, etnicitet, mv. De unge er mindre fordomsfulde end deres forældre, fordi de dagligt mærker fordomsnedbrydende oplevelser. Derfor er mangfoldighed og meningspluralisme et ideal for mange unge.     

Moderne ungdomsforening:

Med udgangspunkt i den ovenstående flygtige karakteristik af den almindelige unge borger i Danmark kan vi altså reformulere frivillighedsbegrebet.

Først og fremmest er det væsentligt, at bevæge sig væk fra tankegangen om, at frivillighed er fra ressourceoverskud til ressourceunderskud. I dag er alle unge i højere grad unikke og individuelle, hvorfor vi alle kommer med hver vores vifte af kompetencer, holdninger, værdier, mv. Men vi er også alle sårbare. Vi må derfor flade hierarkiet ud og lave en hybrid mellem modtager og giver i frivillig kontekst – når man deltager i frivillige organisationer er man i ligeså høj grad giver som modtager. Foreningen eller organisationen ophører med at være et stratificerende hierarki af primær envejskommunikation men bliver en dynamisk, flad, systemisk struktur, hvor ressourcerne flyder frit imellem elementerne/deltagerne. På den måde etableres et støttende og givende miljø for det enkelte både ressourcestærke og ressourcesvage individ.

Man kan dele funktionen af et sådan system op i to dele. Dels fællesskabseffekten af unge på lige socialt niveau i i hvert fald én arena, hvilket giver den unge en midlertidig pause fra den kroniske ensomhed. Dels diffusionen af værdier, tanker, kompetencer, støtte, mv. der eksisterer mellem systemets elementer. De unge vil rent faktisk lære af hinanden fordi vi nærmer os det, Habermas kalder magtfri dialog.

Denne nye unge frivillige vil altså være deltager i en forening som et helt menneske med både ressourcer og svagheder. Den unge vil være befinde sig i et system, hvis hele eksistens er baseret på tanken om pluralisme og mangfoldighed, hvorfor systemintegrationen er stor og vil forløbe nemt.

Det er dog nødvendigt at opstille en støttende, superviserende ramme af særligt uddannede eller særligt ressourcestærke voksne omkring dette system. Der er stadigt flere klinisk syge unge, som kræver psykologisk og/eller psykiatrisk behandling. Et system, som det ovenfor omtalte, er ikke gearet til at kunne varetage behandlingen af disse alvorlige sygdomme. Der skal være en støttende ramme, som kan overtage og guide de unge sikkert igennem håndteringen af en syg kammerat. 

Opsummering

Dette essay foreslår dermed, at nye foreninger for unge etableres ud fra en flad, systemisk tankegang for at sikre, at de unge imødegåes som værende hele individer med både ressourceoverskud og –underskud. Da alle unge er sårbare, er foreningen nødvendigvis for alle unge, hvor disse indtræder i en magtfri dialog med udgangspunkt i den midlertidige bekæmpelse af den kroniske ensomhed samt det identitetsdannende element i værdi- og holdningsdiffusionen.   

Hvem er jeg

Hvem er jeg?

- Linette Lykke Hansen & Mathias Henrik Andersen

Hvem er jeg?

Det spørgsmål er langt fra unikt for vores generation, men i modsætning til tidligere generationer, er svaret sværere tilgængeligt. Vi eksisterer i en virkelighed, hvor intet er givet på forhånd, og alt er op til os selv. Hyperkompleksitet og dobbeltsocialisering forvirrer os fra de allertidligste barneår. Så når værdierne er faldet, normerne er udvisket og alle muligheder potentielt står åbne – hvor skal vi finde os selv? Hvem skal vi spørge, hvem er jeg?

En af de få fællesnævnere for vores generation har været TV2’s julekalender Pyrus. I julekalenderen fra 1994 handler et af afsnittene om, hvordan en pige er faldet ud af hendes eventyrbog og ikke ved, hvilket eventyr hun stammer fra, hvad hendes rolle er og hvordan hun kommer tilbage. Hun synger de næsten profetiske ord:

”Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra, og hvor styrer jeg hen?
Vil jeg nogensinde blive nogen igen?”

Disse linjer beskriver, hvordan ungdommen i dag er præget af tvivl og uvished – for hvordan skal jeg finde ud af, hvem jeg er, hvis jeg ikke aner, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg er på vej hen?

I dag fødes de fleste børn ind i en kompliceret virkelighed, der allerede meget tidligt kræver, at børnene kan agere i flere sociale arenaer – dels varetages opdragelsen ikke udelukkende af forældrene, men i ligeså høj grad af institutioner; dels fragmenteres op imod halvdelen af alle danske familier af skilsmisser, hvilket altså opsplitter den ellers faste familiære arena i to eller flere med dertilhørende forskellige værdisæt, opdragelsesmetoder og ressourcer.

Fleksibiliteten og omskiftningsparatheden bliver i denne virkelighed en vital kompetence, som nogle tilegner sig, mens andre ikke gør. Samtidig opstilles disse to kompetencer som idealer i et stadigt mere konkurrencepræget erhvervsliv. Folkeskolen og ungdomsuddannelserne prioriterer denne fleksibilitet til en grad, der efterlader den unge i tvivl om, hvad der er konstant, hvad der er forgængeligt og hvad næste trin i udviklingen er.

Uddannelserne forsøger også forpustet at give os kompetencer til at agere i vidt forskellige arenaer – det betyder, at vi ikke blot skal blive fagligt kompetente, men også skal udvikle kreativitet, innovation, æstetik, unikhed og sociale færdigheder. I praksis betyder det, at den unge skal foretage energikrævende spring imellem abstraktion og konkretisering; objektivitet og subjektivitet; samarbejde i fællesskabet og konkurrencen om at opnå egen succes. Samtidig føler alle unge under uddannelse et af samfundet pålagt pres for, at flere unge skal gennemføre deres uddannelse hurtigere – målorienteringen stresser os, og stadigt flere må droppe ud af ungdomsuddannelserne, fordi vi føler, at vi ikke kan leve op til forventningerne – og som bekendt bliver man sårbar af altid at være et skridt bagud!

En vital del af det, at skulle finde ud af, hvem man er, er at have nogle værdier og normer at navigere efter. Vi lever i en tid, hvor der er ikke er en stor, fælles historie, som vi alle kan tilslutte os. For vores forældre blev normer og regler et tabu, og de udviklede deres eget, subjektive værdisæt. Det betyder, at vi unge må finde os til rette i en verden, hvor vi værdimæssigt alle er forskellige. Vi kan ikke indgå i et værdimæssigt homogent fællesskab, fordi et sådan ikke findes mellem subjektive individer. Vi er blevet kronisk ensomme.

Hvad gør vi, når vi ikke har nogen eller noget at læne os op af? Vi må man skabe vores eget værdikodeks gennem inspiration i alle de arenaer, vi indgår i. Vi må vælge til og fra uden at kende udfaldet. Vi er selvrefleksive, for vi afstemmer altid os selv i arenaen – og på den måde udvikler vi ikke et fast og konstant værdisæt, men et omskifteligt, kaotisk og arenaafhængigt værdisæt.

Når alle værdierne og holdningerne er potentielt udskiftelige, så mangler vi følelsen af en kerne. Af et ’mig’. Det bagerste, det dybeste, det man burde kunne navigere med moralsk og værdimæssigt, er ikkeeksisterende. Så ikke nok med at vi føler os identitetsmæssigt afstumpede, halverede, så mangler vi gps’en i vores navigation gennem livets myldretrafik.

Selvrefleksiviteten står også som central kompetence i forbindelse med forestillingerne om fremtiden. Fremtiden er mere end nogensinde et personligt projekt, som tilrettelægges løbende gennem valg og fravalg i et hyperkomplekst mulighedsunivers. At mulighedsrummet er så relativt stort og bredt må betragtes som værende positivt, fordi der er plads til flere succesfulde individer og samtidig er mangfoldigheden en kerneværdi i vores samfund. Men størrelsen af mulighedsrummet kræver også en selektivitet, som i sig selv er afhængig af en vis mængde baggrundsforståelse og identitet. To træk som tager mange år at udvikle, især i et fragmenteret samfund som vores. Vi føler derfor, at vi i meget ung alder åbner og lukker døre uden at kende til, hvad der gemmer sig bag. Og resten plages livet plages vi af tanker om, hvor vi ellers kunne være endt.

Som ung agerer vi altså i et samfund, der i høj grad kræver, at vi tilegner os visse kompetencer: fleksibilitet, refleksivitet, overblik over store mulighedsrum, selvstændighed og omstillingsparathed. Desværre er det ikke alle unge, som tilegner sig disse vitale kompetencer. Faldgruppen er massiv og konsekvenserne er store. Vi ser en stadigt stigende tendens til psykisk sårbarhed blandt unge. Der bliver udskrevet flere recepter til psykofarmaka end nogensinde før. Vi ser et øget misbrug blandt unge, flere bliver betegnet som dårlige betalere og sygefraværet er tårnhøjt. Et stort antal børn og unge bliver diagnosticerede med lidelser som ADHD, Aspergers og depression. Selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordstanker er daglig kost for alle landets undervisere – fra Folkeskole til ungdomsuddannelse.

Men de unge, som tilegner sig disse kompetencer, udgør hjørnestenene i en generation, der kan være den stærkeste nogensinde. For os er selvstændighed, nysgerrighed, personlig styrke, ansvar og lysten til at skabe vores eget ’jeg’ kerneord.

Samfundet står altså overfor en udfordring, som handler om, at give faldgruppen mulighed for at tilegne sig disse kompetencer og støtte dem i den fortsatte udvikling imod et succesfuldt og lykkeligt voksenliv. 

Essay skrevet i samarbejde med Linette Lykke Hansen i forbindelse med afslutningen af udviklingsprojektet Ungesliv i Bedre Psykiatri. Alle rettigheder forbeholdes. 

Dokumentaren mellem fakta og fiktion

Dokumentaren mellem fakta og fiktion

-       Et essay om udfordringerne for den traditionelle tv-dokumentar

En klassisk videnskabsfilosofisk diskussion omhandler forholdet mellem subjektet og omverdenen. Grundlaget for al videnskab behandles indenfor den filosofiske disciplin epistemologien – videnskaben om hvordan mennesket erkender omverdenen. Vi har gennem tiderne opstillet nogle generelle krav til videnskabsdisciplinerne, som skal opfyldes, for at disse kan kalde sig videnskabelige. I klassisk forstand har især de naturvidenskabelige videnskaber haft overtaget, når det kom til opfyldelse af disse metodiske krav – dette skyldes, at mange af de humanistiske fag læner sig i større eller mindre grad op af hermeneutikken; fortolkningsvidenskaben. Selvom der altid har været en bestræbelse på at opnå objektive standarder for fortolkning af eksempelvis en tekst, har man måttet erkende, at en tolkning altid vil være subjektiv. Naturvidenskaben har haft lettere ved at påkalde sig et mærkat som en ”objektiv” videnskab – men dette postulat angreb blandt andre den tyske filosof Immanuel Kant, i det han påviste, at objektiviteten er uopnåelig: Forskeren vil altid have indflydelse på eksperimentet. I dag er dette alment anerkendt indenfor videnskaben, men man objektiviteten betragtes alligevel som værende et ideal for de positivistiske traditioner.

Denne problematik introducerer Mimi Olsen og Hans Oluf Schou også i Blandingsformer: ”[…] vi skal være varsomme med begrebet objektiv. For kan der på en og samme tid være tale om en objektiv og sand skildring, når der forud er gået udvælgelse tilretning og vinkling?”. Dermed forslår Olsen og Schou altså at dokumentaristens opgave læner sig op af forskerens idet, der implicit argumenteres for, at objektiviteten er ideal, men at denne er uopnåelig. Nedenstående essay vil vise for, at objektiviteten altid har været et uopnåeligt ideal, men at denne er blevet presset yderligere som funktion af en grundlæggende samfundsudvikling.

Udbredelsen af Kants opdagelser angående objektivitetens paradoks var med til at ændre verdensbilledet – et verdensbillede der var præget af ideen om, at der bag ved vores opfattelse af virkeligheden forelå en sand eller dybere virkelighed. Det var videnskabens opgave at finde frem til denne ved hjælp af matematisk-deduktive metoder, der var præget mest af positivistiske og rationalistiske principper. Det verdensbillede, som Kant var med til at introducere, var markant anderledes – der blev gjort op med ideen om en bagvedliggende virkelighed til fordel for en subjektiv eller en socialkonstrueret virkelighed. Der findes ikke noget endegyldigt sandt, for vores opfattelse af virkeligheden eksisterer kun om os selv. Dermed ikke sagt, at solipsismens angstfremkaldende ensomhed har vundet indpas, men derimod at det er umuligt at deducere sig frem til en endegyldig, universel sandhed, fordi virkeligheden i princippet konstrueres af os selv. En afart, måske mere populær endog, foreslår, at virkeligheden konstrueres socialt gennem sproget, men dette vil ikke blive uddybet yderligere her. Faktum er, at sandheden ikke længere er objektivt tilgængelig, thi sandheden er subjektiv i sin essens.

Hertil kommer Lyotards erkendelse af, at de store fortællinger, de store ontologiske meningsrammer, alle er borte. Individet må skabe sin egen mening, sit eget formål. Og Giddens, der påviser en større individualitet og dermed forøget selvrefleksivitet, fordi dette samfund er præget af en høj grad af ontologisk usikkerhed, hvilket, simplificeret, svarer til Kierkegaards eksistentielle angst. Det er altså tydeligt, at mennesket kræves at være subjektivt, fordi virkeligheden ikke længere kan erkendes som noget objektivt. Vi er tvunget til at forholde os og tage stilling til alt omkring os – det ekstremt store mulighedsrum og det voldsomme ansvar, der medfølger. Luhmann kalder det plurikontekstualitet, Qvortrup kalder det hyperkompleksitet, skeptikere kalder det relativisme – men alle er enige om, at sandheden som universel, objektivt funderet fænomen har måttet vige pladsen for subjektiviteten og (social)konstruktivismen som grundlæggende paradigme – både i videnskaben men også i samfundets almene diskurs.

Med ovenstående in mente kaster vi nu blikket mod dokumentargenren: Som det fremgår af ovenstående citat fra Blandingsformer har et implicit ideal indenfor dokumentargenren været objektivitet. Dokumentargenren er en vid genre, der bevæger sig fra den opsøgende, interagerende dokumentarist (eksempelvis Michael Moore) til den observerende, flue-på-væg dokumentar (grundtanken bag eksempelvis Big Brother – dermed ikke sagt, at dette på nogen måde lykkes!). Dog er dokumentaren også et medium, der skal sælge sig selv, hvorfor der er også er nødt til at være en hvis underholdningsværdi. Meget ofte er den uredigerede, kronologiske virkelighed simpelthen ikke underholdende nok, hvorfor vi har set et kontinuum indenfor dokumentargenren, hvor hhv. underholdning og virkelighedstroskab er yderpunkter: ”Når fakta (virkelighedstroskab) og fiktion (underholdning) er yderpunkter, betyder det, at der er et stort midterfelt af genreblandinger, som kræver opmærksomhed”

I tv-mediets ungdom og tidlige voksenliv var udbuddet af tv-stationer meget lavt. Der var faktisk kun ét, indtil TV2 i slutningen af 80’erne opstod. Dengang var ingen kritiske overfor, hvad der blev sagt i fjernsynet – sandhedsmonopolet lå ved DR1, som var den eneste udbyder af virkelighedstolkninger. Dette resulterede i, at man var blind overfor denne dynamik imellem underholdning og objektivitet (en dynamik, som også kom til udtryk i eksempelvis TV-avisen). Som kanaludbuddet blev udvidet (markant omkring årtusindeskiftet) og Kants og socialkonstruktivistiske tanker vandt indpas så man en større og større skepsis overfor dokumentaren og enhver virkelighedsfremstilling, som påråbte sig objektivitet eller universalitet. Det betyder, at dokumentaren altså ikke længere kan basere sig udelukkende eller primært på virkelighedstroskaben, men presses i større omfang til at sælge sig selv som værende underholdende og præget af fiktionsvirkemidler.

Dette fremgår tydeligt af foromtalen for DR1 Dokumentaren Børn bag tremmer, der præsenterer dokumentaren med virkemidler, som egner sig mest for en spillefilm. Interessen vækkes gennem et stort antal ubesvarede spørgsmål: ”Og hvordan skal det gå for Abdallah, der…?” og ved mange vurderende adjektiver. Derudover spiller foromtalen på en massiv mængde halv-dårlige og klichéprægede metaforer: ”… truer med at give den karismatiske fløs hård hud på sjælen” og ”De har trådt deres barnesko på den kriminelle løbebane”. Dette lægger altså langt væk fra den objektivitetsprægede omvendte nyhedstrekant, som i traditionel forstand ville egne så godt til en dokumentarisk foromtale.

Dermed må dokumentaren altså basere sig på denne form for spillefilmsbaserede underholdning – men et alternativ kunne også være den demokratiserende, magtmisbrugsopsøgende dokumentarist, der ikke primært baserer sig på spillefilmskoderne, men mere på samfundstjenestens status. Operation X og Kontant er eksempler på disse. Disse baserer sig på den generelle mistillid som eksisterer fundamentalt i den nuværende zeitgeist – den så at sige hjælper borgeren til at opretholde denne mistillid til magtinstitutionerne og andre virksomheder i samfundet. At den baserer sig på den mistillid er i sig selv paradoksalt, thi denne mistillid også er rettet mod dokumentaren selv. Alligevel ser det ud som om denne dokumentargenre har succes. Så meget succes, at DR Dokumentar i dens profil af sig selv fremhæver: ”[At DR Dokumentar] – afslører misbrug og magtmisbrug, overgreb og ulovligheder […] Målet er ikke kun at skabe debat, men også at bidrage til ændringer i de tilfælde, vores programmer afslører magtmisbrug eller ulovligheder…”

Men det forekommer vel ikke overraskende, at også denne dokumentariske subgenre presses i det moderne samfund. Med internettets opblomstring i 90’erne og 00’erne er vi ikke længere afhængige af detektiver, journalister eller debattører for at undersøge afkrogene af samfundet. Al information er offentligt tilgængeligt gennem internettet, og de små mængder materiale, der trods alt er hemmeligstemplet, kan findes på såkaldte whistleblower-websites, hvoraf Wikileaks.org i dag er ekstremt kendte efter The Iraqi War Diaries og Cablegate.

Problemet er i dag blot, som Qvortrup i sit begreb hyperkompleksitet også introducerer, at verdens kompleksitet er blevet for stor. Vi kan ikke opfatte alle dele af virkeligheden – vi har ikke tid til at gennemlæse alle Wikileaks.org’s frigivede dokumenter. Det efterlader os to muligheder: Enten at søge tilfældigt rundt på sitet, eller at lade andre gøre det og acceptere, at der kan forefindes oplysninger, som potentielt er interessante for os. Den nye type journalistisk og dermed dokumentarisk arbejde må derfor basere sig på en velmenende åben analyse af tilgængeligt kildemateriale, hvor en offentlig debat efterfølgende kan optages.

Vi er altså dermed kommet til den konstruktive del af dette essay – holdningen til fremtidens dokumentargenre. Det er denne essayists holdning, at vi vil se en radikalisering af den tvedeling, vi oplever så småt i dag. På den ene side vil se, at dokumentaren bliver mest præget af fiktionskoder for at skabe høj underholdningsværdi – dermed vil man altså se en distancering fra den oprindelige sandhedsnære dokumentar – flere dokumentarprogrammer vil lægge sig op af Paradise Hotel, der er nutidens bedste eksempel på hybridgenre.  

På den anden side vil vi se en mere analyserende, deltagerbaseret virkelighedsnær dokumentargenre, der søger at afdække allerede tilgængelig information. Vi vil se, at dokumentarprogrammer finder frem til de interessante tekster på Wikileaks.org, søger i offentligt tilgængelige budgetter og så videre for på den måde at spare seeren for selv at gøre det. Dermed bliver seeren taget med som reel kritiker, dokumentaren bliver en appetizer for at seeren selv kan tage den videre efterforskning op. 

Spørgsmålet er blot, hvorvidt mediernes udvikling afspejler eller påvirker samfundets idéhistoriske udvikling – eller rettere: Hvordan vi kan afdække forholdet imellem afspejling og påvirkning. Ikke desto mindre må vi erkende, at dokumentargenren vil gøre alt for at holde sig selv i live, selvom dette virker kontradiktorisk, fordi den dermed er nødt til at udvande sig selv. Det er mikroversionen af Lyotards tese omhandlende de store fortællingers fald – det samme fald, som er set indenfor de politiske ideologier og de filosofiske retninger. Alt i alt er vi nødt til at gøre op med vores naturlige indstilling om, at alt lader sig beskrive gennem eksisterende termer, for sandheden (tøhø) er, at vores terminologi ikke er deskriptiv men primært normativ. Det betyder, at vores nuværende samfund ikke svares af den terminologi, vi har til at beskrive det (vores definition af en dokumentar passer ikke på det medie, der er brug for). Vi er altså gennem vores terminologi nødt til at ændre omverdenen til at passe på vores virkelighed. Vores epistemologiske fundamentale problem ligger i, at referenceramme og terminologi altid er retrospektive, hvorved vores evne til at forstå omverdenen gennem sproget presses ved de store og hurtige samfundsforandringer.  

Grænsebrydende Kunst

Grænsebrydende Kunst

Et essay omhandlende den æstetiske kvalitet ved grænsebrydende kunst

Det fremstår meget skarpt i min hukommelse, da jeg i Kolding omkring år 2000 besøgte museet Trapholt. Hvordan de hvide lofters hvælvinger kunne, hvis de var revet ud af deres kontradiktoriske kontekst, lede tankerne hen mod nykalkede katedralers gotiskinspirerede hvælvinger. Hvordan solen havde endnu en god dag, den varme sommer i år 2000 – selvom jeg nu var ligeglad. Hvordan der var en blender på hvert bord med en enkelt lille, orange beboer – en beboer, hvis skæbne var op til mig. Jeg erindrer min massive foragt, der, som en blyplade dækker for radioaktivitet, udgjorde stærke emotionelle kontrolstænger, der ihærdigt sikrede, at jeg ikke følte andet end den foragt. Foragt for kunstneren, foragt for blenderen – ja, selv foragt for den lille guldfisk.

Og dog … for efter målløst at have betragtet opstillingen i nogle mærkelige minutter gik det op for mig, at en del af mig, succesfuldt holdt i ave af mit freudianske super-ego, egentligt ønskede at trykke på knappen, som ville igangsætte den morderiske mekanisme. Se, hvordan det ville se ud; hvor hurtigt det ville gå. Og så snart, jeg havde erkendt dette blev kriblen i mit indre kun værre.  

Marco Evarisittis’s kunstværk med guldfiskene i blendere udgjorde i 2000 et voldsomt debatemne, der ansporede Danmark til endnu en gang at forsøge at definere grænserne for kunst.  En grænse (eller måske grænser), der utallige gange før i historien er overskredet. Evarisitti benyttede vores almindeligt vestlige moral om, at man ikke bør slå ihjel uden grund som katalysator. Men kan vi finde en fællesnævner for, hvad der er grænseoverskridende kunst? Det er hvad, jeg i det nedenstående vil forsøge at definere.

At noget er grænsebrydende betyder, at det overskryder og springer nogle grænser. Disse grænser kan være enten grænserne for normal adfærd eller opførsel, som eksempelvis med Everisittis, hvor kunsten bliver adfærdsekspanderende og at mennesket gennem kunsten oplever sig selv udføre handlinger, det ikke troede, det kunne få sig selv til (eksempelvis ved at blende en guldfisk eller blive betaget af hest på glas). Som allerede antydet er faren ved denne bestræbelse, at overskride normaladfærden og normaltænkningens grænse, at kunstneren kan komme til at dyrke en slags hæslighedens æstetik. Dette skyldes, at kunstens udvikling i mange år har forhøjet det smukke, det sublime, mens det grimme og hæslige har været udeladt. Dette sammenholdt med en teknologisk udviklingsmæssig stilstand i kunstnerisk metode (her inden for de statisk-visuelle kunstformer) har udhulet den kunstneriske fremstilling af det uskønne, hvorfor der søges her til i denne tid.

En af de mest yndede grænser, som er blevet krydset, er den seksuelle. Denne er også centrum i Drømmen om kniven malet af Vilhelm Bjerke i 1934. Det kræver ikke megen abstraktion at få maleriet til at ligne en kvinde, hvor hendes skød gennembores af en meget skarp kniv. Der spilles på nogle virkemidler i billedet, herunder kontrasten imellem den skarpe, stærke kniv og de bløde, afrundede dele af kvinden. Også farvernes spil er væsentligt, thi den lyserøde og røde nuance henleder tankerne på det kødelige og blodige.

Man kan sige, at billedet provokerer fordi det overskrider grænserne for seksuel forståelse. Kvinden og især hendes seksualitet har i klassisk forståelse været hellig – et ukrænkeligt symbol på frugtbarhed. Selv den kristne kirke, der ikke just er de mest feministiske, lader deres katedraler symboliserer kvinden ved rosetterne over indgangen. Almindelig ”common-sense” kræver da også respekt for kvindens køn, thi dette er nødvendigt for videreførelsen af arten. Også derfor anses voldtægt og seksualforbrydelser som særligt makabre. Bjerke benytter denne opfattelse til at skabe foragt.

Nært relateret til ovenstående eksempel findes Trine Sørensens billede fra samlingen Now that you are mine fra 1997, der fremstiller en bleg kvinde i en mørk badedragt på en mørk baggrund. Hun har mange blå mærker og ser usædvanligt ulykkelig ud. Der opstår et visuelt bedrag, som spiller på badedragtens mørke og baggrunden, hvor kvinden fremstår som kun værende ben, arme og hoved – hun fremstår tom. Hertil lægges de blå mærker, og tankerne ledes, og ledtes i 1997 da fotografiet blev publiceret, på en eller anden form for vold. Dermed spilles der på samme sexistiske grænse som ovenstående. Sammenholdt med hendes blege, ekstremt tynde arme og hendes positur, som virker næsten balletagtig, ser kvinden afsindigt plaget ud. For mange bærer dette billede så megen sorg eller ulykke, at det bliver frygteligt at se på – det udvider grænserne, ja flertallet vil måske mene overskrider grænserne, for den basale respekt for kvindekønnet. 

Det kan også være en anden form for grænse; en grænse der begrænser vores tid fra den kommende – måske vil nogen betragte det som skellet mellem epoker eller æraer. Kunstneren forsøger at fange fremtiden i denne særlige kunstgenre, hvor samtidens idealer forkastes og forsøges omdefinerede til fremtidens. Af kritikere er denne særlige ambition blevet kaldt avantgardisme, der ikke må sammenholdes med at kunst kan være avantgardistisk (altså som spydspidsen i kunstens udvikling, begyndende på en ny kunstnerisk epoke). Avantgardisme er bestræbelsen på at skabe avantgardistisk kunst.

Samme kritikere vil mene, at kunstnere, der hengiver sig til avantgardisme, glemmer deres oprindelige mål – at skabe kunst af god kvalitet. Fremfor god håndværksmæssig kvalitet, æstetik, formålsorientering og målgruppe vælges der en udstrakt tanke om en fremtid, der kan ligge i morgen såvel som om 15 år. Ganske vist er avantgardisme fokuseret, men aldrig fokuseret på det rigtige – kunsten har i alle tider udviklet sig mod fremtiden, for den kan ikke andet. Men har den også i alle tider været præget af avantgardisme eller er det et moderne, kapitalistisk og selviscenesættende fænomen? Man må i hvert fald erkende, at den kunstneriske tradition ikke er ligeså gammel som kunsten selv – ment på den måde, at epokeopdelingen ikke kan være normativ, men må være deskriptiv, hvorfor antikkens kunstnere ikke har vidst, at de har malet indenfor en særlig epoke – og dermed at der kom en efterfølgende.

Et værk, jeg mener, kan tolkes som værende repræsentant for avantgardismen er Rudolf Broby Johansens ODALISK-SKØNHED. Heri kombinerer Broby-Johansen den ovenfor beskrevne normative grænse for adfærd eller tankevirksomhed i det han benytter nogle voldsomt sexistiske og voldsprægede metaforer, der faktisk giver læseren en dårlig smag i munden. Men det om muligt mere interessante ved Broby-Johansen er hans opgør med sproget. Han ønsker at skabe noget nyt så voldsomt, at han vælger at dekonstruere sproget, thi han vil argumentere, at alt der har været muligt at skabe indenfor den(ne) symbolramme, er blevet skabt. Derfor er han nødt til at nedbryde, det der findes, for at bygge noget nyt op. Dette ses i hans voldsomme grammatiske fejl såsom ellipser, og derudover ved sammensætningen af nye, ikke-eksisterende ord, som får læseren til bevidst, næsten explicit, at overveje, hvorledes dette ord skal tolkes.

Kunsthistorisk set har grænsebrydende kunst altid eksisteret. Der har altid forekommet kunst, der har forskrækket, forundret, chokeret og sågar skræmt beskueren og lytteren. Fra aseksualitet, til draperinger, til the-wet-look, til nøgenhed … hermed nævnt skulpturkunstens udvikling i klassisk og arkaisk tid i det gode, gamle Grækenland. Et andet eksempel fra mere moderne tider er den vesteuropæiske malerkunsts fokusskifte fra Guddommelige temaer og figurer til hverdagsfænomener og elendighedens realisme. I sidstnævnte eksempel er skiftet markeret med indvielsen af et helt nyt redskab: dybdeperspektivet. Dette har efterfølgende været benyttet uhyggeligt voldsomt til blandt andet at understrege hæslighedens æstetik. Som eksempel kunne nævnes Munchs Skriget, der emmer af angst og terror, og som mange senmodernister i dag får kuldegysninger over.

Men hvad skal kunsten gøre? For hvis man lytter til kritikerne af avantgardismen kræver disse, at kunstnere ser bort fra fremtiden og blot skaber i samtiden. Visse filosoffer vil mene, at andet er umuligt, fordi intet kan foregribes og alt er uforudsigeligt, mens andre siger, at kunsten ikke kan andet end at afspejle fortidens samlede sum af produkter (men er netop dette ikke samtiden?). Javist, kunstens definition har altid været underlagt voldsom diskussion.

Personligt mener jeg, at bestræbelserne på at udvikle og revolutionere kunsten er reelle og gode. De er allestedsværende, og vi er nødt til at bestemme, at fremtiden er ufattelig. Men vores forestilling om fremtiden er fattelig, thi den er defineret af vores samtid, altså summen af vores fortid. Dermed siger avantgardismen altså intet om fremtiden, men udelukkende om forestillingen om denne, hvorfor avantgardismen siger ligeså meget om samtiden, som al anden kunst.   

Men er fremtiden så det, vi kalder grænsebrydende kunst? Består fremtidens kunst udelukkende af det, vi i dag kalder grænsebrydende? Der er ingen tvivl om, at fremtiden er defineret ved at være anderledes end nutiden – så et eller andet sted må der være sket et skifte fra noget i nutiden til noget i fremtiden. Sagt på en anden måde: der er sket en udvikling med en eller flere fællesfænomener i et samfund. Problemet ved begrebet grænsebrydende kunst er imidlertid, at grænsemetaforikken forudsætter at kunsten altid ekspanderer – og at man når man har overskredet en ny grænse har man integreret et nyt felt indenfor kunstens ramme. Sådan vil grænsemetaforikken diktere kunstens udvikling i teorien – den vil altid ekspandere, altid medtage flere områder, altid blive mere kompleks. Men hvis man kigger på virkeligheden byder den på et andet billede: For kunsten genbruger idealer, genbruger tankerne og inspireres af fortiden. Et eksempel er nyklassicisme, hvor antikkens idealer genoptagedes i moderne tid. Et måske bedre eksempel er postmodernismens sammensmeltning af alverdens tiders idealer, virkemidler, etc. Strunge, der nok snarere var modernist, var også metodisk romantiker. Og sådan findes der utallige eksempler på miskmask i en ellers fantastisk flot teoretisk, analog kronologi indenfor kunsthistorien.

Ovenfor har jeg skitseret rigtigt meget af kritikken mod avantgardismen – den manglende fokus på æstetisk kvalitet; det paradoksale ved forsøget om at forudantage fremtiden; samt problemet ved grænsemetaforikken. Men måske skal man også indføre et aber dabai, der påtager sig kunstnerens sag. For det er også et faktum, at rigtigt meget kunst er skabt fordi kunstneren har ønsket at revolutionere tiden. At forandre noget samtidigt. Enten at skabe fokus, debat eller helt at ændre publikummets holdning til en given situation eller begivenhed. Han har altså bestræbet sig på at påvirke fremtiden. Man kan måske snakke om en normativ avantgardisme, der klinger noget pænere end den ovenstående, halvt passive deskriptive avantgardisme, der an sich udelukkende forsøger at foregribe, beskrive, det kommende, mens den normative forsøger at skabe, forandre eller påvirke.

Højst sandsynligt ville kunstnere mene, at denne sondring er alt for teoretisk, ja vel egentligt akademisk. Men som ambitiøs forfatteraspirant, mener jeg, at fokus på disse problemstillinger kan hjælpe os til at vælge mellem vores kunstvaner. Og i et samfund som vores, hvor alt er publiceret og tilgængeligt bliver en eller anden form for kvalitetsfilter på kunsten eller produkterne mere og mere nødvendigt.

Uanset hvad er jeg sikker på, at jeg vil besøge Marcus Evarisittis næste udstilling i Danmark. For hvad enten den vil provokere en normativ grænse, antage fremtidens form eller blot er et produkt at vor samlede fortid, så ved jeg, at den følelse af chok, som Evarisitti gav mig med guldfiskene i hvert fald er ekspanderende for min egen oplevelsesverden.

                                                                                       Mathias Henrik Andersen, Beder, 2010

Essay fra gymnasietiden; alle rettigheder forbeholdt.